Sommer, sol og…. JORDBÆR 😁 Har jeg ret? 🍓

Jordbær og sommer hører sammen som, well sommer og jordbær – de er et match made in heaven

Hele vinteren render jeg og kigger på de blege jordbær der er i butikkerne og venter og længes… og venter og længes.

Den første bid af et jordbær der rent faktisk smager af jordbær, får hårene til at rejse sig på mine arme – det er næsten ligesom et barn juleaften der ENDELIG får lov til at åbne den store gave under træet.

Så selvom det regner lige nu og graderne ikke helt passer til årstiden, så skal du ikke snydes for en opskrift, eller rettere 2 opskrifter på jordbærtærte ☺

Den ene er en raw version og den anden er med en bagt bund og en opvarmet creme, så kan du selv finde ud af hvad du er mest til ;-)

Raw Jordbærtærte.JPG

RAW jordbærtærte

Mængden passer til en lille springform (Ø 20cm) eller 4 små tærteforme. 

Bund:

75 g dadler

½ dl boghvedeflager

½ dl hel boghvede kerner

1 dl havregryn (kan erstattes med nødder eller kokosmel)

Vaniljecreme:

300 g squash

2 spsk honning

1 tsk fiberhusk

1 spsk kokosfibermel 

3 spsk kokosfløde (det fede fra en dåse kokosmælk)

1/3 tsk vaniljepulver

Andet:

100 g jordbær

Fremgangsmåde:

Kom alle ingredienserne til bunden i en blender eller foodprocessor og blend ved lav hastighed til du har en dejagtig masse hvor der stadig er tekstur i. Der må blot ikke være store dadelstykker. Har din blender en pulsfunktion er det fantastisk. Ellers stopper du bare undervejs og skraber siderne ned. 

Kom dejen i formen/formene og pres den ned og op ad siderne. Sæt den på køl mens du laver fyldet.

Skræl squash og skær i mindre stykker og kom den i en blender sammen med de øvrige ingredienser. Blend ved høj hastighed til du har en helt cremet masse. Fordel vaniljecremen over bundene og sæt dem på køl i 15 minutter.

Rens jordbær og skær dem som du ønsker og kom dem på tærterne.

jordbærtærte.jpg

Jordbærtærte

6 personer

Bund: 

1 dl mandler

2 spsk kokossukker

1 1/2 dl havregryn

2 spsk kokosolie

2 spsk hjemmelavet mandelmælk 

1 tsk fiberhusk (eller fintmalede loppefrøskaller)

2 spsk kokosfibermel


Fyld:

1 1/2 dl hjemmelavet mandelmælk

1/3 tsk vaniljepulver

1 spsk honning

1/3 tsk agarpulver

1 spsk arrowroot pulver

1 dl hvide bønner

2 spsk kokosfløde (det tykke fra kokosmælken)

Andet:

100 g jordbær

Glaze:

100 g jordbær

¼ tsk agar pulver

1 spsk vand


Fremgangsmåde: 

Start med bunden. 

Mal mandlerne til mel og bland alle ingredienserne til bunden sammen i en skål. Pres det ned i en lille springform (Ø 20 cm) med bagepapir i bunden og bag ved 200 grader i 10 minutter.

Lad den køle af, mens du laver fyldet. 

Kom alt på nær honning i en blender og blend til du har en helt cremet masse. Hæld det i en gryde og varm op under omrøring. Lad det koge et minut og tag det af varmen. Hæld det i en skål og lad det køle lidt af på køkkenbordet. Når det ikke er så varmt mere, men stadig ikke er helt tykt, så kom honning i og rør godt rundt. Hæld massen i tærteformen og sæt den på køl, mens du gør jordbær klar. Skær dem som du ønsker og læg dem på kagen, og sæt den på køl. 

Hvis du vil have glaze på, blender du jordbær og vand, eller moser dem i en skål. Hæld massen i en nøddemælkspose og klem så saften ryger ned i en gryde. Sæt gryden på varmen og tilsæt agar under omrøring. Bring det i kog og lad det koge 1 minut. Tag det af varmen og hæld det i en skål eller beholder og lad det køle lidt af. Når det er omkring 35-40 grader og ikke er geleret endnu, hælder du det forsigtigt over den kolde kage. 
 

Velbekomme ☺

Ud over jordbærkage, kan du lave en masse andre lækkerier med jordbær. Tilsæt dem til salater, lav dressing med den (jordbær mynte dressing er fantastisk), lav marmelade ved blot at koge dem og blande lidt chiafrø i og evt lidt vanlije, og tilsæt så honning når det er afkølet (for ikke at opvarme honningen!).

Jordbæris kan laves ved at blende et par frosne bananer med friske jordbær, så det bliver en lækker cremet softice, eller hvad med jordbær rabarbergrød ☺


Rigtig god fornøjelse med at gå i krig med jordbærrene.

Vicki Gylling