Syndig chokoladekage🍫

Så skal der hygges!

IMG_7172.JPG


En af de ting der kan være rigtig svært, når man begynder på AW diæt, og dermed siger farvel til en masse kendte fødevarer, er det med når man skal forkæle sig selv lidt. De søde sager, slik, kage til kaffen osv. For hvad gør man nu, når man hverken må spise sukker, æg, mælk eller gluten?

Vi kan ikke komme udenom at vi har en hyggekultur herhjemme, og de fleste er vant til, at der skal noget lækkert på bordet, når der fx kommer gæster, eller vi skal være lidt ekstra gode ved os selv.

Helt personligt er jeg nået dertil, at når jeg skal være ekstra god ved mig selv, så tager jeg en raw dag, eller laver den største grønne smoothie, fordi jeg kan mærke min krop har brug for det. Det tror jeg faktisk er en af de ting der er aller fedest, ved at spise ren, nærende mad. At kroppen pludselig giver udtryk for, hvad den vil have og hvad den ikke vil have. Eller det har den hele tiden gjort, men den har fået så mange ting samtidig, der måske slet ikke gavnede den, at det har været svært at skelne og finde ud af, hvad der lige nu var godt for den. Jeg kan snildt crave grønkål eller selleri nu, den havde jeg sgu ikke lige set komme. Men når man fjerne alt det overflødige, bliver det meget lettere at tolke de signaler vores skønne kroppe sender os.

Men der skal stadig være plads til hyggen og forkælelsen i form af noget sødt. Nå det så samtidig er vanvittig sundt, men smager lige så syndigt som det der ellers ikke er så godt, så er det jo bare et kæmpe plus.

Derfor får du i dag opskriften på den ultra lækre syndige chokoladekage.

Vær obs på, at nogle ikke kan tåle chokolade, så hvis du ikke er sikker på om din krop er glad for det, kan du prøve enten at spise et lille stykke mørk chokolade og se hvad der sker. Eller du kan komme kakaopulver i en banansmoothie. Hvis du ikke kan tåle det, så frygt ej, du kan bruge carob pulver i stedet.

Chokoladekage:

6-8 personer

Ingredienser:

250 g sød kartoffel

1 d røde linser (tørvægt)

150 g dadler

4 spsk kakaopulver/carob

½ dl kokossukker/ahornsirup

1 spsk arrowroot pulver

2 spsk kokosfibermel

Evt 1 dl nødder (kan udelades hvis du er fedtfri)


Fremgangsmåde:

Skræl de søde kartofler og skær i mindre stykker. Kog dem sammen med linserne i ca 15 minutter. Hæld evt overskydende vand fra. Kom det i en blender sammen med dadler og kokos-sukker/sirup og blend til du har en helt cremet masse. Kom det i en skål og tilsæt de øvrige ingredienser. Hvis du vil have nødder i, hakker du dem blot groft og vender dem i dejen. Kom det i en form (15x20 cm) og bag ved 200 grader i 30 minutter.

Hvis du ønsker noget på toppen kan du bruge denne lækre sunde nutella (som i øvrigt også er fantastisk at komme på frugt-skiver eller dyppe selleristænger i).

Nutella:

2 dl røde linser (tørvægt)

2 ½ dl dadler

3 spsk kakaopulver/carob

Evt 1-2 spsk honning eller ahornsirup

Vand hvis nødvendigt.

Fremgangsmåde:

Kog linserne møre og komme alle ingredienserne i en blender, og blend ved højeste hastighed til du har en helt cremet masse uden klumper. Tilsæt evt en smule vand hvis den er for tyk eller ikke vil blendes ordentligt, og skrab kanterne ned hvis nødvendigt.


Rigtig god bagelyst ☺

Vil du have de nye opskrifter direkte i en mail? Så kan du tilmelde dig nyhedsbrevet nederst på siden her




Vicki Gylling