Min helbreds rejse

Jeg er kommet vidt omkring i min søgen på hvad der er bedst for min krop. Havde en lang periode hvor jeg sultede mig selv og var bange for mad. Så længe tilbage jeg kan huske, har jeg været opmærksom på hvad jeg proppede i hovedet.

Jeg kan huske et besøg hos sundhedsplejersken da jeg var 6 eller 7 år, hvor hun fortalte om alternativer til pålægschokolade maden. Jeg var for stor, men det var faktisk ikke pga af den sølle lille chokolademad.

Da jeg var 1 år gammel fik jeg konstateret astmatisk bronkitis. Jeg er blevet pumpet med medicin siden jeg var lille og har mere end én gang været ved at stille træskoene i den sammenhæng, bla. som 5-årig 💔

Dengang var astmamedicin fuld af binyrebarkhormon. En af ulemperne var bla vægtøgning. Jeg skulle blot kigge på en småkage og så havde jeg taget på. Jeg var aktiv, elskede at løbe rundt og lege, var altid udenfor, og jeg begyndte til håndbold som 5 årig. Alligevel var jeg overvægtig. Så jeg røg tidligt på alverdens diæter og kure. Bl.a. pointsystemet og vægtvogterne.

mig.jpg

Det har selvfølgelig gjort noget ved mit forhold til mad, og til mig selv. Mad blev lig med noget dårligt, også selvom det egentlig var sundt.

Det absolutte lavpunkt kom da jeg en dag stod med et æble i hånden og var decideret angst for at spise det. I årene inden da havde jeg været på forskellige høj-protein kure og low carb diæter i mit forsøg på at ramme noget, hvor jeg kunne holde en normal vægt.

Som for mange andre alt for kropsbevidste teenagere endte det ud i en årrække med spiseforstyrrelse, og vejen tilbage var lang og hård.

Men det var også en rejse tilbage til mig selv. At kunne mærke mig selv og være nysgerrig på hvad der var godt for mig.

Jeg var i en årrække som stor teenager og voksen på stærk mavesårsmedicin - ikke fordi jeg havde mavesår, men fordi lægerne ikke kunne gøre andet for at dæmpe de invaliderende mavesmerter jeg med jævne mellemrum led af. Ingen kædede det sammen med kosten, men da jeg selv begyndte at undersøge det og dykke ned i det, fandt jeg ret hurtigt ud af jeg slet ikke kunne tåle mælk. Jeg havde fået mælkeprodukter siden jeg var 4 mdr gammel, og så længe jeg kan huske havde jeg drukket knap 1 liter mælk om dagen, og ved siden af spist yoghurt, ost, smør osv. Jeg har ikke haft mavesmerter af den type eller brug for medicin for det siden den dag jeg droppede mælkeprodukterne.  

Når mælk kunne gøre det, hvad kunne så ellers påvirke min krop på en negativ måde? Min nysgerrighed var vakt.

 Da jeg var 25 og begyndte at tænke på børn, blev jeg igen mindet om, at det vi udsætter vores krop for har en pris. Jeg var ikke i stand til at få børn naturligt, da min krop dannede mindre østrogen end én i overgangsalderen. Jeg havde ingen ægløsning, og hvis vi ville have børn, skulle det være med hjælp. Jeg var dybt ulykkelig, for jeg har vidst siden jeg var 4 år gammel at jeg ville være mor. Jeg følte mig forkert og uduelig. Men jeg kunne tydeligt mærke, da gynækologen allerede ved første besøg, begyndte at tale om hormoner og kunstig befrugtning, så var der noget indeni mig, der trods mit brændende ønske om at blive mor, slog bremserne i. For HVORFOR fungerede min krop ikke som den skulle? Jeg levede sundt, var aktiv, fejlede sjældent noget. Jeg røg ikke og drak ikke, så hvad var problemet?

Jeg skiftede gynækolog og valgte en der havde gode erfaringer med at ændre kost. Det var også først her der blev taget prøver, så jeg fandt ud af det med østrogenniveauet. Jeg fik konstateret PCOS og hypothalamisk amenoré – hvilket i bund og grund betyder, at min bulimi og anoreksi havde slukket for det center i hjernen der er ansvarlig for dannelse af østrogen.

Jeg fik østrogen piller for at bringe mit niveau op, og begyndte at spise efter lægens forskrifter. Uheldigvis var det ikke en videre sund diæt. I grove træk arbejde den ud fra en model der hed 1/3 kulhydrat, 1/3 protein og 1/3 fedt. Hvor de forskellige kom fra var underordnet, og jeg kunne fx både spise nutella og drikke cola light og stadig følge diæten.

Problemet var (ud over at det ikke gav mening for mig, at jeg måtte fylde mig med kunstige sødestoffer) at jeg ikke spiste ret meget kød, og jo havde droppet mælkeprodukter, så det var temmelig svært at overholde.

Vi endte med at takke ja til hormonbehandling og kunstig befrugtning, men min krop ville ikke… den var ikke rask. Jeg besluttede at lade være med at stresse over at skulle følge en diæt der alligevel føltes forkert, og da vi stod overfor sidste forsøg, kiggede jeg og min kæreste hinanden dybt i øjnene og aftalte, at lykkedes det ikke nu, så ville vi tage en pause. Jeg kunne ikke klare flere hormoner og det var helt absurde mængder jeg havde fået over det sidste halvandet år.

IMG_7089-1.jpg

Jeg blev gravid ☺ Og 9 måneder senere blev jeg mor til en fantastisk lille dreng.

Jeg var fortsat med at dykke ned i alt omkring sundhed og kost under min graviditet og spiste primært vegetarisk – en sjælden gang imellem spiste jeg fisk. Jeg var blevet klar over hvor mange dårlige råd der findes derude, og at de almene kostråd herhjemme ikke var baseret på reel sundhed.

Da min lille dreng kom til verden, begyndte jeg at spekulere på, hvad han dog skulle spise, når tid var, og jeg stødte på en retning indenfor veganisme der hedder fruitarians – dvs de spiser udelukkende frugt og grønt, primært rå. Noget i mig følte en sær genkendelse med en glemt sandhed og jeg hoppede ud i det. I 3 måneder levede jeg af frugt og grønt. Jeg spiste ALT hvad jeg lystede og for første gang i mit liv tænkte jeg ikke på kalorier. Det var befriende ☺ Jeg har aldrig haft så meget energi i mit liv. Hen over sommeren mæskede jeg mig i utallige vandmeloner, saftige nektariner, blommer og ferskner, gnavede mig igennem den ene banan efter den anden og min krop stortrivedes. Min hud blev pænere, jeg tabte mig uden at gøre noget for det, og til trods for jeg spiste langt flere kalorier end det anbefalede og jeg kunne mærke hvordan hver bid nærede min krop.

Da min søn begyndte at spise mad, var det intet mindre end helt naturligt, at han spiste vegansk og primært frugt. I dag er han 6 ½ år og er stadig veganer. Det er de to andre i øvrigt også.

Selvom sundhedsplejersken på ingen måde var enig og nok har tænkt at jeg var vanvittig, gik jeg med min mavefornemmelse, for jeg havde jo mærket hvad det gjorde for min krop. Jeg satte mig ind i alt omkring ernæring til små børn og gik meget op i at han fik alt hvad han havde brug for.

 Da tiden så kom til barn nr 2, fik jeg en tid hos gynækologen igen. Jeg ville gerne vide om jeg stadig ikke havde ægløsning naturligt, og om vi igen måtte have hjælp. Jeg husker tydeligt den første aftale, hvor han faktisk fik mig til at tage en graviditetstest, fordi han troede vi måske havde ramt den første ægløsning. Det var dog ikke tilfældet, men min PCO var i allerhøjeste grad væk. Han spurgte ind til hvordan det gik med kosten, overbevist om, at han havde en del af æren, for den fantastiske fremgang min krop udviste. Da jeg fortalte ham at jeg til morgenmad spiste 10 bananer, var han ved at falde ned af stolen – ifølge hans diæt måtte jeg få ½ om dagen (hvem fanden spiser kun en halv banan?!)

Underkæben ramte gulvbrædderne, da jeg fortalte frokosten sagtens kunne se ligeledes ud, og han skyndte sig straks at finde papir frem for at bestille blodprøver, overbevist om, at det ville se meget sløjt ud, når resultaterne kom tilbage.

Jeg var underligt rolig indeni, da jeg kom tilbage for af få svarene. Jeg kunne simpelthen ikke tro, at det jeg mærkede på min krop var forkert. For første gang nogensinde kunne jeg mærke hvad den havde brug for, og i stedet for at crave chokolade og chips, havde jeg dage hvor jeg cravede grønkål og bladselleri (jeg kendte ikke til AW endnu og miraklerne omkring selleri).

 Det var også en noget fåmælt læge, der sad og kiggede resultaterne igennem, og måtte indrømme at samtlige prøver ikke blot var langt bedre end dem jeg havde fået taget da jeg fulgte hans diæt, men også var noget helt andet end han havde regnet med. Men han ville ikke indrømme at det hang sammen med min kost (jeg forstår ham godt, det ville betyde at han skulle revurdere alt hvad han vidste og arbejdede ud fra, og at han havde en bogudgivelse der reelt var baseret på helt forkerte antagelser). Så jeg fortsatte, men graviditeten udeblev. Jeg blev fulgt med et par scanninger og vi fandt ud af at mine æg voksede en smule for langsomt til at nå at blive helt modne indenfor tidsrammen i en cyklus. Derfor fik vi en smule hjælp, med meget få hormoner, der skulle hjælpe ægget med at vokse (sidst havde jeg fået absurde mængder hormoner uden ret meget effekt) og der gik ikke længe før jeg igen kunne se en positiv graviditetstest.

 Efterfølgende er jeg blevet gravid helt naturligt 2 gange og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at min krop har genfundet balancen, og det skyldes min kost.

Jeg har stået model til min del jokes omkring min kost gennem de sidste år. Men helt sikkert er at:

  • Jeg har ikke længere PCOS

  • Jeg har ikke længere mavesmerter

  • Jeg ikke længere knæproblemer (de var så grelle, at jeg fik af vide da jeg var 10 år, at hvis jeg ikke stoppede med at spille håndbold, så ville jeg ende i rullestol inden jeg blev 20 år)

  • Jeg mærker stort set intet til min astma

  • Jeg er ikke længere overvægtig

Jeg er ikke et sekund i tvivl om at det vi putter i vores krop - de byggesten vi giver den, har betydning for vores sundhed, både fysisk og mentalt. Jeg traf et valg for længst om at lytte indad i stedet for udad, og da jeg stødte på Anthony Williams kunne jeg mærke hvordan hans ord genklang med noget dybt i mig.





Vicki Gylling